Endnu fem år med Ugandas præsident

Ugandas præsident Yoweri Museveni er genvalgt. Efter 25 år på magten blev det ved præsidentvalget 18. januar 2011 afgjort at han tager endnu en 5-årig periode.

Kampen om landets øverste post har primært stået mellem Museveni og oppositionslederen Kizza Besigye, som for tredje gang ikke evnede at mobilisere folk omkring sin forandringspolitik og et magtskifte.

No change! – ingen forandring. Sådan lød valgsloganet for Yoweri Museveni, Ugandas præsidents igennem 25 år, og den 18. Januar 2011 blev han genvalgt.

Museveni fik 68% af stemmerne, mens oppositionskandidaten Kizza Besigye måtte nøjes med 26%.

Valgsnyd
Siden valgresultatet blev offentliggjort har rygterne om svindel med stemmerne svirret. Muren omkring valgkommisionen i Ugandas hovedstad Kampalas hovedstad prydes med slogans for demokrati og åbenhed, men de færreste tager det alvorligt.

Oppositionen lægger ikke fingrene imellem og siger direkte at det er valgkommissionen, hvis ledelse er udpeget af præsidenten, som er mastermind bag det meste snyderi.

Oppositionen peger på en række konkrete uregelmæssigheder i valgprocessen herunder at præsidenten og hans parti NRM bogstaveligt talt har købt sig til vælgernes gunst ovenikøbet med kontanter fra statskassen.

Stort opbud af millitær og sikkerhedsstyrker
Et enormt og intimiderende opbud af militær og sikkerhedsstyrker, rod i registreringen af vælgere, blokering af oppositionens uafhængige optællingssystem, favoriseringen af præsidenten i en række medier er også på listen over oppositionens ankepunkter.

De færreste er i tvivl om at oppositionen har ret. Der har ikke været tale om et fair og frit valg. EUs valgobservatører siger det samme, omend de tilføjer at snyderiet ikke har været så omfattede som ved sidste valg i 2006.

Få tegn på folkelig protest
Alligevel er der ikke meget som tyder på at landet vil gå op i limningen i protester over yderligere 5 år med Yoweri Museveni ved magten.

For uforanderlighed, eller rettere sagt stabilitet og fred er det befolkningen først og fremmest lader til at ville have på nuværende tidspunkt.

De seneste 25 år med Museveni
Noget er der da også kommet ud af de seneste 25 år med Museveni ved roret. Først og fremmest fred.

I størstedelen af landet kom freden allerede i 1995, da Museveni og NRM overtog magten efter en guerillakrig mod Obote II-styret. I Norduganda blev der først fred i 2005, da Joseph Konys Lord’s Resistance Army blev drevet ud af Uganda, og 1,6 millioner mennesker endelig kunne forlade lejrene for internt fordrevne flygtninge.

Økonomisk vækst og faldende donorstøtte
Økonomien er vokset under Museveni styret, og den årlige vækst været på omkring seks procent siden slutningen af 1990’erne, og fattigdomsraten, som ifølge Uganda Bureau of Statistics lå på 31 pro-cent i 2005-06, er med den seneste opgørelse i 2009/2010 nu nede på 24,5 procent.

Også donorstøtten er faldet drastisk. I det nuværende budget for 2010/11 er donor-andelen nede på 31 procent – noget af et fald fra 2005/06 budgettets 48 procent.

Middelklassen stabiliserer sig
I de større byer er middelklassen  i gang med at stabilisere sig. I hovedstaden Kampala og i byen Mbarara, hvor præsidenten og hans familie kommer fra, er væksten størst. Husene, bilerne, de velnærede maver er mange og store. Kampala syder af travlhed, kreativitet og en voksende økonomisk selvtillid med hvad dertil hører af shoppe-ture, lækkert tøj, restaurantbesøg og natteliv for dem, som har råd.

Fattigdom på landet
At folk i landområderne så fortsat bor i stråtækte hytter, laver mad på bål og dyrker markerne med håndkraft synes meget, meget langt væk.

Men fakta er at landets befolkning er delt op i mange fattige og få rige. Det statslige system er til rotterne pga gennemgribende korruption, for få ressourcer og en administrationen, som ingen har styr på.

Korruption undergraver offentlige serviceydelser
Korruption og for få ressourcer betyder bl.a. skoler med op til 150 børn i klasserne, en læge til flere end 25.000 mennesker i de fattige landområder og at livsnødvendig medicin kan være svær at opdrive i de offentlige sundhedsklinikker.

Det er ikke for ingenting at Transparency International placerer Uganda som nummer 130 af 170 på sit 2010 indeks og dermed blandt de mest korrupte lande i verden.

Nej tak til udviklingsmæssigt standby
Alligevel er det ikke lykkedes Kizza Besigye og opositionen at mobilisere tilstrækkelig med opbakning til at vælte Museveni. Måske fordi han ikke har evnet at demonstrere at oppositionen både kan levere forandring og stabilitet.

Noget tyder i hvert fald på at de færreste i nutidens Uganda er klar til protester og måske borgerkrig og i forlængelse heraf at blive sat på udviklingsmæssig og økonomisk standby.

Næste præsidentvalg i Uganda er i 2016. Museveni har allerede sagt at han stiller op igen, mens Besigye formentlig holder sig fra en fjerde runde.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: